Dalgas udvikler nyt 117 ha stort skov- og naturområde for Sparekassen Kronjylland
For anden gang skal Dalgas etablere et stort skov- og naturområde for Sparekassen Kronjylland – denne gang i Tranbjerg syd for Aarhus, hvor 117 ha skal sikre rent drikkevand og gode naturoplevelser.
Foto: Sparekassen Kronjylland
Sparekassen Kronjylland vil med hjælp fra Dalgas omdanne 117 hektar landbrugsjord ved Tranbjerg syd for Aarhus til skov og natur. Det nye skov- og naturområde skal beskytte grundvandet, fremme biodiversiteten og give aarhusianerne nem adgang til rekreativ natur.
- Vi er meget glade for, at vi med købet af de her arealer kan være med til at skabe mere natur og sikre rent drikkevand til fremtidige generationer. Samtidig skaber vi et unikt naturområde for særligt lokalbefolkningen, som vi ved, at mange har drømt om, siger Allan W. Hjæresen, områdedirektør i Sparekassen Kronjylland.
Rent drikkevand til Aarhus
De nyerhvervede arealer ligger i et af de områder, som Aarhus Kommune har udpeget til kommende vand- og naturparker med det formål at beskytte drikkevandsdannende områder. Ved at omdanne de tidligere marker til skov og natur bidrager Sparekassen Kronjylland til at fremtidssikre forsyningen af drikkevand til Aarhus.
Nye skov- og naturområder spiller en central rolle i Aarhus Kommunes arbejde med blandt andet grundvandsbeskyttelse, CO2-reduktion, biodiversitet og klimatilpasning. Kommunens mål er, at der skal være 12.000 hektar skov og natur i 2030 og 16.000 hektar i 2045 svarende til 1/3 af kommunens samlede areal. Det kræver, at både kommune, lodsejere og virksomheder bidrager.
- Vi kan ikke løfte den grønne omstilling alene. Derfor er det en stor gevinst for Aarhus, når virksomheder tager ansvar og investerer langsigtet i mere skov og natur. Det her samarbejde viser, hvad vi kan opnå, når virksomheder og kommunen arbejder i samme retning. Og så er det glædeligt at høre, at det nye naturområde bliver udviklet med blik for det særlige landskab omkring Jelshøj og byder borgerne velkommen, siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Unikke naturoplevelser tæt på byen
Dalgas har hjulpet Sparekassen Kronjylland med opkøbet af de 117 hektar landbrugsjord og skal nu udvikle projektet. Udover grundvandsbeskyttelse vil der være fokus på at øge biodiversiteten i området og skabe nye rekreative områder for borgere i Aarhus og omegn.
- Vi er meget stolte over endnu engang at få lov at hjælpe Sparekassen Kronjylland med at skabe et helt nyt naturområde. Det vil blive et varieret mosaiklandskab af lysåben natur, nye skove og vådområder. Dermed bliver det et fantastisk sted, hvor både nuværende og kommende generationer kan komme ud og opleve naturen, udtaler Niels Olin Nygaard, markedschef i Dalgas.
Det nye område ved Aarhus får navnet Tranbjerg Krone og er Sparekassen Kronjyllands andet skov- og naturprojekt. I 2025 omdannede Sparekassen 190 hektar landbrugsjord ved Givskud til skov- og naturområdet Bjerlev Krone ligeledes med hjælp fra Dalgas.
"Med Tranbjerg Krone og Bjerlev Krone investerer vi i skov og natur for at beskytte grundvandet, styrke biodiversiteten, optage CO2 og skabe nye naturområder for lokalbefolkningen. Det er vores bidrag til den grønne omstilling og et konkret eksempel på, hvordan vi som sparekasse tager samfundsansvar.
Allan W. Hjæresen
Områdedirektør i Sparekassen Kronjylland
Nyt fra naturen
Hedeselskabet køber 100 hektar ved Trige til nyt skov- og naturområde
Målet er at beskytte grundvandet, styrke naturen og skabe nye grønne oplevelser for borgere i området.
Hedeselskabet leverer bedste resultat nogensinde
Hedeselskabet realiserede i 2025 en omsætning på 2,37 mia. kr. og et resultat før skat på 109,4 mio. kr. Det er skabt af høj aktivitet i forretningen og medarbejdernes evne til at levere løsninger inden for skov, natur, klima og landskabsforvaltning.
Skov- og naturområdet Bjerlev Krone opnår første dobbelte FSC økosystemtjenestecertificering i Danmark
Økosystemtjenestecertificeringerne dokumenterer, at skoven, der ejes af Sparekassen Kronjylland, har positiv indvirkning på biodiversitet og klima.Artikler og inspiration
Whitepaper - Sparekassen Kronjylland
Sammen med Sparekassen Kronjylland har vi udviklet et helhedsorienteret naturprojekt på et areal nær Givskud. Her var der mulighed for at skabe variation og sammenhængende natur.
Whitepaper - Rapportering af klima, grundvandssikring og biodiversitet
At drive en ansvarlig virksomhed handler ikke længere kun om at sikre økonomisk overskud. Det handler også om at tage ansvar for, hvordan man påvirker omverdenen.