Ny skovstandard for PEFC-certificerede skove
PEFC Danmark har justeret deres skovstandard og dermed de retningslinjer, skovdriften skal leve op til i fremtiden for at være PEFC certificeret. Se og læs her om de ændringer, der er relevante for dig som skovejer, hvad enten du allerede er certificeret og skal leve op til standarden, eller du overvejer at blive certificeret.
Michael Glud
Den 1. oktober 2024 skiftede alle forretningsenheder under Hedeselskabet navn til Dalgas. Det gælder således HedeDanmark, HD 2412, HD NordicTrees, HD Silva, HD BioRec, HD Forest, HD Forest Germany, HD Seed og HD LogSystems.
PEFC Danmark udgav den 1. oktober 2022 en ny skovstandard, det vil sige en justering af de retningslinjer, skovdriften skal leve op til i fremtiden for at være PEFC certificeret. Nedenfor har vi beskrevet de ændringer, der er relevante for dig som skovejer, hvad enten du allerede er certificeret og skal leve op til standarden, eller du overvejer at blive certificeret. I den nye skovstandard er der både ændringer, der øger fleksibiliteten, og ændringer der øger kravene i skovdriften.
Skove, der allerede er certificeret, har frem til 1. oktober 2023 til at implementere ændringerne. HedeDanmark vil som gruppeholder sørge for, at implementeringen sker nemt og smidigt for skovejerne. Bl.a. vil skovfogeden foreslå, hvordan skoven i fremtiden lever op til de 10 % udlagt til biodiversitetsformål.
Lettere for mindre skove at leve op til kravene
Særligt for små skove, bliver det nemmere at leve op til kravene og administration lettes. Det sker ved, at skove < 50 ha ikke skal leve op til et krav om en bestemt andel hjemmehørende træarter. De skal heller ikke leve op til et krav om minimum 10 % af arealet afsat til biodiversitetsformål. Man skal fortsat passe på sine nøglebiotoper (værdifuld natur), men det falder også de fleste helt naturligt. Begge forhold betyder en lettelse i administrationen, da man ikke løbende skal registrere og dokumentere de to forhold. Derfor har HedeDanmark også gjort det billiger for skove < 50 ha at være certificeret. Det koster kun en flad 500 kr. om året for en skov < 50 ha at være certificeret i HedeDanmarks gruppeordning. Dertil kommer en årlig afgift til PEFC Danmark, der i 2022 udgjorde 299 kr. i grundgebyr + 4,76 kr. pr. ha. Det betyder, at det for skove < 50 ha samlet set koster 1.037 kr. eller mindre om året at være certificeret. Med de tillæg, industrien giver for certificeret træ, vil det for mange være en plusforretning at være certificeret. Allerede ved en årlig skovningsmængde på 100 kbm, er de løbende omkostninger dækket.
Større fleksibilitet i træer afsat til naturlig henfald.
For en del skove har det i nogle situationer været en irritation, at der skulle afsættes træer til naturlig henfald i forbindelse med afdrifter. Specielt, hvis de efterladte træer har haft meget lidt gavnlig virkning for naturen, men til gengæld stor gene for driften (f.eks. sitkagraner, der vælter ned i kulturhegn). Efter de nye regler kan man vælge at afsætte de 5 træer pr. ha afdrift et andet sted i skoven end på selve afdriften, hvis de andre træer har en større biodiversitetsmæssig værdi end træerne på afdriftsarealet. Kravet er blot, at træerne er mærket til at blive stående til henfald. Hvis man helt vil slippe for at afsætte træer til henfald i forbindelse med foryngelser, kan man i stedet vælge at udvide sit biodiversitetsareal til 12,5 % af totalarealet. For en del – mest større - skove, kan det godt være en god idé, hvis man i forvejen har en stor del værdifuld natur, som i forvejen er friholdt for egentlig skovdrift.
Øgede krav
Standarden indeholder også nogle øgede krav (se nedenfor), men det er vores vurdering, at langt de fleste skove uden videre kan leve op til dem. Den mest markante skærpelse er en udvidelse af biodiversitetsarealet fra 7,5 % til 10 % for skove ≥ 50 ha. Således matcher PEFC standarden nu FSC standarden. PEFC har fortsat ingen krav om at dele af biodiversitetsarealet skal være urørt skov, hvilket i virkeligheden kan være en fordel for biodiversiteten. Dels giver urørt skov ingen særlige gevinster i nåleskov, og dels giver biodiversitetsarealer i stedet for urørt skov en større fleksibilitet for skovejeren til at tage forvaltningsmæssige hensyn til den sårbare natur. Langt de fleste skove har i omegnen af 10 % af arealet, som enten er værdifuld natur eller arealer uegnet til skovdrift (skrænter, fugtige områder, skovbryn mv.). Vi forventer derfor, at de fleste skove uden større anstrengelser og afsavn kan leve op til kravet, og at det for de fleste er helt naturligt og en del af ejerglæden at passe på den værdifulde natur.
Oversigt over de substantielle ændringer af betydning for skovejerene i den nye standard
Først til de øgede krav:
- Biodiversitetsarealer stiger fra 7,5 % til 10 % af totalarealet.
- Antal højstubbe i mellemaldrende løv øges fra 3 pr. ha til 5, og der skal afsættes højstubbe ved hugstingreb i træbevoksede nøglebiotoper og skovbryn.
- Brugen af rodfræsning og grenknusning skal begrænses, og det skal kunne rationelt argumenteres. Årsagen er en begrænsning af de negative klimapåvirkninger.
- Opsætning af skilte ved de primære adgangsveje åbne for offentligheden, der gør det muligt for publikum at komme i kontakt med skovejeren eller dennes repræsentant. Det har for friluftsorganisationerne været vigtigt, at deres medlemmer ved, hvordan de kommer i kontakt med skoven, så de ikke utilsigtet kommer til at gøre noget forkert.
Øget fleksibilitet:
- Krav om andel af hjemmehørende arter gælder ikke for skove < 50 ha.
- Krav om min. 10 % biodiversitetsareal gælder ikke for skove < 50 ha.
- Ved udvidelse af biodiversitetsarealet til 12,5 % bortfalder kravet om efterladelse af træer til naturlig henfald ved foryngelser.
- Man kan i stedet efterlade træer til naturlig henfald et andet sted i skoven, hvis disse træer har en højere biodiversitetsmæssig værdi og markeres.
Som nævnt i starten har skove, der allerede er certificeret, frem til 1. oktober 2023 til at implementere ændringerne.
HedeDanmark vil som gruppeholder sørge for, at implementeringen sker nemt og smidigt for skovejerne. Bl.a. vil skovfogeden foreslå, hvordan skoven i fremtiden lever op til de 10 % udlagt til biodiversitetsformål.