Kundehistorie

Hedeselskabets biodiversitetspark

I løbet af de kommende måneder bliver det store græsareal foran Hedeselskabets og Dalgas' lokaler i Viborg forvandlet til en park med frodige blomstermarker, skovlommer, bærbuske og vandløb.

Artiklen er sidst opdateret: 10. oktober 2024

Den 1. oktober 2024 skiftede alle forretningsenheder under Hedeselskabet navn til Dalgas. Det gælder således HedeDanmark, HD 2412, HD NordicTrees, HD Silva, HD BioRec, HD Forest, HD Forest Germany, HD Seed og HD LogSystems.

Mindre korttrimmet græs og mere vild natur. Det er vejen frem, når den danske biodiversitet skal øges. Derfor går Hedeselskabet nu i gang med at omlægge det store græsareal ved sit hovedkontor på Klostermarken i Viborg til en biodiversitetspark, der emmer af liv, farver og dufte.

Parken vil indeholde eksempler på måder at få biodiversiteten ind i forskellige typer plantninger, græs- og blomsterflader og skal anlægges af Hedeselskabets forretning Dalgas.

Parken er dog ikke forbeholdt Hedeselskabets medarbejdere, men bliver derimod åben for gæster, der kan slentre ad grusstierne, mens de nyder de forskellige plantearter og det dyreliv, der vil opstå som følge af den øgede flora.

På ruten vil der være opsat skilte, så interesserede kan hente viden om det, de møder på vejen. Hedeselskabets adm. direktør Torben Friis Lange håber, at mange vil besøge den nye park, når den står klar:

"Vi vil med parken være med til at øge biodiversiteten i området og øge kendskabet til den danske flora og fauna. Vi vil vise, hvor forskelligartet den danske natur kan være, og at det er muligt at forene by og natur, som i en biodiversitetspark. Det kan forhåbentligt inspirere både borgere og virksomheder til at øge biodiversiteten på deres egne grønne områder – nu har Hedeselskabet i hvert fald taget første skridt på vejen mod større artsrigdom ved vores hovedsæde.” - siger Torben Friis Lange og fortsætter. ”Med Hedeselskabets vision om at bygge en bæredygtig fremtid med naturen som partner, giver det sig selv, at vi skal gå forrest og vise, hvordan biodiversitet kan se ud: At det ikke er et sort-hvidt billede, hvor man enten kan vælge tættrimmede grønne plæner eller utæmmede vildnis. Mange af nuancerne vil man kunne opleve i vores kommende parkområde."

Torben Friis Lange

adm. direktør i Hedeselskabet

Langs stierne bliver der også anlagt opholdssteder og møderum samt en overdækket amfiscene, som både gæster og medarbejdere kan benytte. Der bliver desuden anlagt et vandløb med regnvandsbassin, hvor dyrelivet både vil kunne opholde sig og slukke tørsten, fortæller Lene Lunghøj, der er landskabsarkitekt hos Dalgas.

"Området vil bestå af forskellige zoner som lunde med høje træer og urter i skovbunden, skovkrat, lysåbne felter med lavbeplantning, duft- og krydderurtebede, sten og stammer til insektbo, bærbuske og arealer med enggræs og blomster. Vi har fokus på at skabe mere liv og hjælpe livet og biodiversitet på vej i den fremtidige pasning af parken. Det bliver en anden måde at pleje arealer på og kræver ny viden og øje for nye værdier. Et nyt partnerskab med naturen."

- siger Lene Lunghøj, som har stået for udarbejdelsen af planerne for biodiversitetsparken.

Ud til fortovet vil der desuden blive etableret pluk-selv-blomstereng, så man kan tage en skøn buket af vildblomsterne med hjem.

"Det skal være et attraktivt rekreationsområde, som kan tiltrække besøgende børn og voksne. Sammen med klosterhaven, klosterskoven, forstbotanisk have, Nordisk Park og legepladsen ved Eriksborg, der alle ligger i nærheden, kan det blive et rigtigt udflugtsmål for de naturinteresserede.

Torben Friis Lange

Hedeselskabet vil desuden bruge biodiversitetsparken som et showroom for Dalgas' kunder – til inspiration og forhåbentligt flere anlæg, som Dalgas' entreprenører kan anlægge, ligesom stisystemet kan bruges til walk-and-talk-møder for medarbejderne eller bare til at nyde en pause i det grønne.

Arbejdet med parken vil foregå hen over sommeren med planlagt indvielse i august eller september.

Hedeselskabet – med naturen som partner

Dalgas er en del af Hedeselskabet – grundlagt i 1866 og stadig i vækst. Hedeselskabet er en forening af mennesker, der arbejder for en bæredygtig fremtid. Og som har den nødvendige viden og erfaring til at gå forrest.

Hedeselskabet støtter

Arbejdet for en bæredygtig fremtid kræver ressourcer. Hedeselskabet tager del i udviklingen af naturen og miljøet, og vi tager ansvar. Derfor uddeler vi midler til relevante udviklingsprojekter og til medlemsdrevne projekter, ligesom vi uddeler legater. Til gavn for os alle – nu og i fremtiden.