Kundehistorie
Nu ødelægger maskinstøj ikke længere søvn
Flere glade borgere, mere fleksibilitet og bedre arbejdsmiljø erstatter den utilfredshed, som Gentofte Ejendommes grønne entreprenør, Dalgas, tidligere kunne møde, når der skulle klippes hæk eller slås græs. Nu er al værktøj blev elektrificeret.
Selvom der er corona, kører hverdagen som den plejer hos institutionen Ribisgården i Gentofte. Der er morgensamling med navnesang, frugtpause, projekter – og sovetid. De mindste børn sover udenfor under et overdække i barnevogn eller krybbe, og det kan give anledning til uro, hvis kommunens grønne folk kommer forbi for at ordne grønne områder og tænder en larmende hækklipper eller løvblæser. Men sådan er det ikke længere.
"Hvis de kom midt i sovetid, har vi tidligere spurgt, om ikke de vil starte et andet sted. Vi ved jo godt, at hækken skal klippes, og at de ikke kommer for at genere os, men det er klart, at vores hverdag kører bedst, når børnenes rutiner ikke bliver afbrudt af larmende værktøj. Derfor sætter vi stor pris på, at det nu er på el, som jo i øvrigt også er bedre for miljøet, og vi arbejder netop med bæredygtighed og verdensmål, og derfor giver det god mening for os."
Ulla Qvist Engholm
Leder, Ribisgården
Gentofte Ejendomme har valgt at udlicitere pleje og vedligehold af de kommunale grønne områder til en ekstern leverandør, og i udformningen af det nuværende udbud blev det et krav, at værktøj skulle overgå til el. En beslutning, der har positiv effekt på flere områder.
"For os handler det naturligvis om dem, vi yder servicen overfor – borgerne – men derudover er der flere parametre, vi også gerne vil præstere på. At overgå til el gavner miljøet, men det var bestemt også vigtigt for os, at det skulle gavne arbejdsmiljøet for medarbejderne. På den måde har vi fået en større helhedsbetragtning ind i udbuddet."
Carina Thorsted
Driftsleder, Grøn Drift, Gentofte Ejendomme
Det er Dalgas, der har til opgave at drifte Gentofte Ejendommes grønne områder, og selvom det nye værktøj har budt på en tilvænningsperiode, og det har været en merinvestering at overgå til el, er det i dag en fordel både for medarbejderne og opgaveløsningen.
"I begyndelsen skulle medarbejderne selvfølgelig lære det nye værktøj at kende, og det gav ekstra køreture til driftscenteret for at hente nye batterier, men det kom vi henover, og i dag er de rigtig glade. Værktøjet larmer langt mindre, det oser ikke og det giver ikke anledning til nær så mange møder med irriterede borgere, der tidligere klagede over støjen."
Bibi Schrøder Poulsen
Driftsleder, Dalgas
Støjgenerne har givet anledning til de utilfredse henvendelser, når dagens arbejde går i gang omkring kl. 7, som nogle borgere fandt for tidligt på dagen, og så hos de af kommunens institutioner, der har børn til at sove ude. Og de der kender til børns soverutiner vil vide, at de ligger spredt over det meste af dagen.
"Børn i institutioner sover på skift i tidsrummet 9-14, og det vil vi meget gerne tage hensyn til, for vi ønsker selvfølgelig ikke utilfredse institutioner, men det betød til gengæld mange køreture frem og tilbage til den samme opgave, og derfor kunne det være svært at planlægge arbejdsdagen. I det hele taget har det betydet større fleksibilitet, fordi vi også kan begynde arbejdsdagen allerede kl. 6, uden at genere nogen, og det er især en fordel om sommeren, hvor det kan være meget varmt om eftermiddagen."
Bibi Schrøder Poulsen
Så Carina Thorsted og Gentofte Ejendommes mål om at indføre el som en del af udbuddet har altså vist sig at være et være et klogt træk på alle de parametre, der var tiltænkt. Man kunne så spørge, hvorfor Dalgas ikke er overgået til el tidligere.
"Det er en betydelig merinvestering, og vi har også skullet løse udfordringer med opladning. Der kommer hele tiden nye teknologier – blandt andet har vi i år implementeret en løsning med opladning via solceller fra et solcellepanel monteret på bilen, som er fast udstyr monteret på alle nye biler. Det handler naturligvis om økonomi, men der er også en helhedscyklus at tage i betragtning. Det ’koster’ også på miljøet at producere værktøj, uagtet at det kører på el, men når det så er sagt, er det positivt, at udbyderne skubber på forandringen sammen med os. Når vi byder på en opgave, forholder vi os til udbudspunkterne, og økonomi er som regel det afgørende – selvfølgelig fordi kommunen skal have midlerne til at strække længst muligt."
Helle Dahlgren
Regionschef, Dalgas
Tilbage på Ribisgården er både børn og voksne glade for de ’grønne folk’, der kommer i institutionen.
"Vi oplever det som et utrolig godt samarbejde – både med Gentofte Ejendomme og Dalgas. De ved, hvor kaffekanden står, og vi ved, at vi altid kan komme med ideer og ønsker. Vi arbejder med at få mere biodiversitet på udearealerne med masser af dyr og planter, og vi oplever stor imødekommenhed, når vi spørger, om de vil efterlade kvas eller blade. Børnene synes altid, det er spændende, når der kommer nogen med værktøj, skov og kost, så det er også et fint indslag i deres hverdag – men det er dejligt, at det ikke larmer og oser."
Ulla Qvist Engholm
Dalgas har truffet en strategisk beslutning, som betyder, at værktøj på diesel udfases over de kommende år og erstattes med elværktøj, ligesom der arbejdes for at finde løsning for biler, der kører på alternative brændstoffer eller el.
Andre kundehistorier fra vores kunder og samarbejdspartnere
Gellerup Ny Naturpark
Dalgas har været med i anlæggelsen af byparken i Gellerup i Aarhus, der nu er nomineret til en international byfornyelsespris.Grøn pleje og vintersikring hos Gentofte Ejendomme
Efter fire års samarbejde har Dalgas netop genvundet udbuddet om den grønne pleje på institutionerne i Gentofte Kommune.Hedeselskabets biodiversitetspark
I løbet af de kommende måneder bliver det store græsareal foran Hedeselskabets og Dalgas' lokaler i Viborg forvandlet til en park med frodige blomstermarker, skovlommer, bærbuske og vandløb.Hedeselskabet – med naturen som partner
Dalgas er en del af Hedeselskabet – grundlagt i 1866 og stadig i vækst. Hedeselskabet er en forening af mennesker, der arbejder for en bæredygtig fremtid. Og som har den nødvendige viden og erfaring til at gå forrest.
Hedeselskabet støtter
Arbejdet for en bæredygtig fremtid kræver ressourcer. Hedeselskabet tager del i udviklingen af naturen og miljøet, og vi tager ansvar. Derfor uddeler vi midler til relevante udviklingsprojekter og til medlemsdrevne projekter, ligesom vi uddeler legater. Til gavn for os alle – nu og i fremtiden.