Aftale underskrevet om international implementering af LVM GEO

Den 29. oktober underskrev bestyrelsesmedlem i "Latvijas valsts meži" JSC (LVM), Māris Kuzmins, og administrerende direktør for Dalgas a/s, Torben Friis Lange, en aftale om implementering af skovforvaltningsplatformen LVM GEO i Danmark og Tyskland som støtte til Dalgas’ forretningsprocesser.

Udgivet den 30. oktober 2025

LVM GEO-løsningen bliver det centrale system for skovforvaltningsplanlægning i Dalgas og vil tilbyde løsninger og støtte til både Dalgas’ skovfogeder og de skovejere, hvis ejendomme virksomheden forvalter i Danmark, Tyskland og de baltiske lande.

Dalgas er en international virksomhed inden for byggeri, handel og service med omfattende specialkompetencer inden for skovforvaltning og naturbaserede løsninger relateret til biodiversitet, miljø og klima. Virksomheden har været aktiv i Letland siden 1999.

"Vi er glade for at have fundet en samarbejdspartner i "Latvijas valsts meži", som deler vores mål og værdier inden for natur- og skovforvaltning. LVM GEO-platformen er gennemtestet, fremtidssikret og brugervenlig. Vores kolleger i Letland kender allerede systemet og har gode erfaringer med det, og vi ser frem til at introducere det i vores afdelinger i Danmark og Tyskland. Samarbejdet med LVM er strategisk vigtigt for Dalgas og et betydningsfuldt skridt i vores bestræbelser på at udvikle vores ydelser til kunderne på vores fem kernemarkeder omkring Østersøen samt at udvide vores tjenester til nye markeder i Nordeuropa.

Torben Friis Lange

Administrerende direktør for Dalgas

Māris Kuzmins, bestyrelsesmedlem i LVM: "Vi sætter stor pris på den tillid, Dalgas har vist ved at vælge LVM GEO-platformen og udviklingsteamet bag som samarbejdspartner – især i betragtning af, at vores løsning bliver et af de centrale IT-systemer i den danske virksomhed. Projektet er også et vigtigt skridt for os i retning af eksport og giver mulighed for at tilpasse vores løsninger til yderligere to lande med stort vækstpotentiale."

LVM GEO er en samling af geospatiale informationsteknologiske (GIS) produkter og tjenester, udviklet og vedligeholdt af forretningsenheden for geospatiale informationsteknologier hos “Latvijas valsts meži”. De mest markante fordele ved LVM GEO-produkterne og -tjenesterne er velafprøvede værktøjer og løsninger, der effektivt kan tilpasses enhver virksomheds behov, et erfarent udviklingsteam samt fuld teknisk infrastruktur og softwareunderstøttelse.

Māris Kuzmins, bestyrelsesmedlem i LVM (tv.) og Torben Friis Lange, administrerende direktør for Dalgas a/s (th.)

Underskriften fandt sted, samtidig med et statsbesøg, hvor det danske kongepar Kong Frederik og Dronning Mary besøgte den lettiske president Edgars Rinkēvičs, hvor også Dalgas' direktør Torben Friis Lange var til stede. Både statsbesøget og indgåelsen af aftalen mellem LVM og Dalgas understeger det vigtige og tætte samarbejde, der er mellem de to lande.

No products in cart