Kundehistorie

Investeringsrådgiveren har selv investeret i skov

Gustav D. Lassen har de seneste 30 år rådgivet både private og finansielle institutioner om investering i aktier. I hans egen investeringsportefølje indgår blandt andet baltisk skov som et vigtigt element blandt andet på grund af diversificering, skovens årlige tilvækst og muligheden for en dansk samarbejdspartner.

Artiklen er sidst opdateret: 27. november 2024

Med ansættelser i Credit Lyonnais og Merrill Lynch i London, en stilling som aktiesalgschef til institutioner i Nordea Danmark og Managing Partner i ABGSC og i dag som investeringsrådgiver hos Investering & Tryghed i bagagen, har Gustav D. Lassen gjort en karriere ud af at rådgive andre om, hvordan de bedst kan investere deres formuer. Ifølge ham er opskriften på at få succes som investor ikke kun et spørgsmål om at læse og forstå tal – selvom det hjælper:

- Aktiekurser afspejler forventningerne til fremtidig indtjening. Forventninger har det med at ændre sig over tid. Det er derfor vigtigt som investor at stille sig selv nogle enkelte spørgsmål. Bliver jeg som investor fx betalt for den risiko, jeg bliver påført?

- Jeg har erfaret, at skove er en langsigtet investering, hvor tålmodighed er nøglen. Min investering har givet mig et stabilt afkast på 8 til 10%, hvilket jeg betragter som konservativt, men pålideligt. Det var særligt vigtigt for mig, at jeg ikke kun investerede i tal, men i noget levende. Jeg ser mig selv som en forvalter af jorden, som også skal bevares for fremtidige generationer.

"Jeg begyndte min skovinvestering for at diversificere min portefølje og gøre mig mindre afhængig af aktier og obligationer."

Gustav D. Lassen

Fornemmelse for skov

Den danske samarbejdspartner er Dalgas, ejet af Hedeselskabet, som hjælper investorer med at finde og købe skov i Estland, Letland og Litauen, og som efterfølgende driver skoven efter investorens ønsker.

Han forklarer samtidig, at selvom han ikke besøger skoven i Letland mere end et par gange eller tre om året, så følger et udvidet ansvar med investeringen i skov:

- Som langsigtet investor er man ganske vist ejer af en skovejendom, men i lige så høj grad tilsynsførende med et stykke natur, der er del af et lokalsamfund og har været det i århundreder. Det kræver, at man opfører sig ordentligt.

"Det var afgørende for mig, at jeg kunne ringe til én, der talte dansk, da jeg bevægede mig ind på ukendt grund. Samtidig har jeg kunnet overlade skovdriften fuldstændig til Dalgas, når først vi var blevet enige om den langsigtede plan. Jeg har efterhånden fået et nært og tillidsfuldt forhold til de lokale skovfogeder, så jeg behøver ikke bruge meget tid på at pleje min investering."

Gustav D. Lassen

En risiko man kan forholde sig til

- Hvis man gør sit hjemmearbejde og vælger skov et sted med tilstrækkelig nedbør og hvor der er god jord med vanddrift, så vokser træer jo uafhængigt af den generelle økonomi. Som investor kan du sagtens lade træerne stå et år eller to, hvis priserne på råtræ dykker i en periode. Træ er lagerfast. Har man en langsigtet plan med sine investeringer, så giver skov et stabilt afkast og er en god måde at diversificere en samlet portefølje, siger Gustav D. Lassen.

Investering i skov er ikke geografisk isoleret til at skulle foregå i de baltiske lande, men i 2000 valgte Gustav D. Lassen Letland af én simpel grund: Mere skov for pengene og muligheden for at tinglyse.

- Jeg mente dengang, at det var overvejende sandsynligt, at Baltikum ville have et ønske om at øge deres vækst og fremme deres traditionelle industrier samt på sigt blive en integreret del af Skandinavien, hvad de historisk altid har været. Det mener jeg stadig er hovedscenariet for de baltiske lande. Jeg overvejede andre lande, men kombinationen af den lavere pris og Letlands orientering mod Skandinavien og EU afgjorde det for mig. Råtræet kan sælges til samme markedspriser som i Europa, og i dag er infrastrukturen og skovindustrien på højde med andre lande. Herudover er lettisk skov stadig væsentligt billigere end tilsvarende svensk skov, siger Gustav D. Lassen.

Estland, Letland og Litauen medlemmer af EU og er alle siden Gustav D. Lassens oprindelige investering blevet medlemmer af euro-samarbejdet og NATO.

Ifølge Gustav D. Lassen er det én af grundene til, at skov stadig er interessant for investorer. Læg hertil de fortsat lave priser, lave renter og det generelt lave omkostningsniveau i Baltikum. Det er for ham tungtvejende argumenter for, at netop aktivklassen skov er interessant og en fornuftig måde at diversificere en samlet portefølje på:

- For mig er en langsigtet tilgang afgørende. Skove vokser altid, selvom aktiemarkederne svinger. En skovinvestering tilbyder ikke kun diversificering, men også en stabil aktiv, der stiger i værdi over tid. At stole på en erfaren partner med lokal ekspertise var af stor betydning for mig, siger Gustav D. Lassen.

Hedeselskabet – med naturen som partner

Dalgas er en del af Hedeselskabet – grundlagt i 1866 og stadig i vækst. Hedeselskabet er en forening af mennesker, der arbejder for en bæredygtig fremtid. Og som har den nødvendige viden og erfaring til at gå forrest.

Hedeselskabet støtter

Arbejdet for en bæredygtig fremtid kræver ressourcer. Hedeselskabet tager del i udviklingen af naturen og miljøet, og vi tager ansvar. Derfor uddeler vi midler til relevante udviklingsprojekter og til medlemsdrevne projekter, ligesom vi uddeler legater. Til gavn for os alle – nu og i fremtiden.

No products in cart