Kundehistorie

PEFC-certificering af Brøns Skov

Brøns Skov har netop fået papir på, at den drives på ansvarlig vis, men siden anlæggelsen er skoven blevet drevet, så den i dag er bedre rustet til fremtidens klimaudfordringer.

Artiklen er sidst opdateret: 27. november 2024

Den 1. oktober 2024 skiftede alle forretningsenheder under Hedeselskabet navn til Dalgas. Det gælder således HedeDanmark, HD 2412, HD NordicTrees, HD Silva, HD BioRec, HD Forest, HD Forest Germany, HD Seed og HD LogSystems.

9. juni valfartede 57 af Tysklands førende skovfolk til Brøns ved Skærbæk for at se nærmere på skoven, der den dag i dag stadig er ejet af lokale aktionærer.

Det svarer lidt til, hvis Thomas Helmig gav koncert i selskab med Madonna og Bruce Springsteen. Sådan kan man for de ikke-skovkyndige forklare det arrangement, der 9. juni fandt sted i Brøns Skov ved Skærbæk. Her besøgte 57 tyske skoveksperter i forbindelse med den tyske forening Arbeitsgemeinschaft Naturgemäβe Waldwirtschafts (ANW) årskonference nemlig den sønderjyske skov som en del af den årlige inspirationstur. Og det er altså ikke helt almindeligt:

”Det er meget ualmindeligt, at tyskere besøger Danmark for at se en privatejet dansk skov. De øvrige to skove, som bliver besøgt, ligger i Tyskland og er hæderkronede skove på op mod 3000 hektar. Så Brøns Skov er med sine omkring 200 hektar med i den tunge ende,” forklarer regionschef Martin Bösselmann fra Dalgas.

Sikring af natur, kultur og værdier

Besøget fra Tyskland sker kort efter, at Brøns Skov i samarbejde med Dalgas har fået papir på, at skoven drives ansvarligt. Brøns Skov er dermed blevet godkendt og certificeret efter den såkaldte PEFC-standard. PEFC er en internationalt anerkendt standard – eller mærkningsordning – som er bevis for, at skoven drives på ansvarligvis.

"Siden skoven blev grundlagt i 1881 har vi altid haft fokus på, at vores skovdrift skulle bygge på ansvarlige principper. Med godkendelsen som PEFC-certificeret skov kan vi nu også dokumentere, at vi driver ansvarligt skovdrift,"

Christian Lund

Formand for bestyrelsen i Brøns Skov.

Certificeringen indebærer, at driften af Brøns Skov skal opfylde en lang række krav. Blandt andet skal Brøns Skov anvende et varieret udvalg af træer, som er tilpasset det danske klima.

Foran sin tid

I mange skove er der ingen krav om, at ejeren skal være tilknyttet skovens lokalområde. Men i Brøns Skov udgør ejerkredsen omkring 70 aktionærer med lokal tilknytning til området, og det er et krav, at aktionærerne bor i det gamle Brøns Sogn.

De lokalforankrede ejere har længe før miljøhensyn kom på både den danske og internationale dagsorden, drevet skoven med en langsigtet strategi om at sikre en biologisk god og mangfoldig skov med en sund økonomi. 

For selvom PEFC-certifikatet er af nyere dato, har skoven siden sin anlæggelse faktisk levet op til flere af certifikatets krav – blandt andet ved at skoven i hele sin levetid har bestået af cirka 12 forskellige arter og er en blanding af løvtræer og nåletræer.

Det betyder blandt andet, at Brøns Skovs træer smider frø i skovbunden til nye træer, som sikrer en naturlig foryngelse af skoven, hvor mennesker ikke står for plantningen af nye træer. Samtidig betyder de mange forskellige arter, at skoven er bedre rustet til fremtidens klimaudfordringer:

"Med så mange forskellige træer er Brøns Skov godt klædt på til, når klimaet og vejret i fremtiden ændrer sig. Hvis der sker ændringer i nedbøren eller temperaturen, kan det være, at én art i skoven dør ud. Men så er der altså stadig 11 andre at satse på,"

Martin Bösselmann

Regionschef

Han forklarer, at blandingen af løvtræer og nåletræer og den naturlige foryngelse betyder, at Brøns Skov står stærkere over for eksempelvis orkaner, fordi løvtræernes rødder stikker dybere og beskytter dermed nåletræerne med mere overfladiske rodnet mod hård vind.

Skovens ansvarlige drift, robuste natur og tilpasningsevne til klimaforandringer har været udslagsgivende for, at de 57 tyske skoveksperter den 9. juni tog over grænsen.  

Hvad er et PEFC-certifikat?

PEFC-certificering giver skovejere mulighed for at dokumentere, at skovdriften lever op til en række økonomiske hensyn og hensyn til naturen.

Det betyder blandt andet, at en andel af skovarealet skal reserveres til at skabe bedre forhold for dyr og planter. Det kan eksempelvis være at lade en del af sin skov være urørt og ikke fjerne væltet træ, så forholdene for insekter forbedres. Det tiltrækker flere fugle og understøtter idet hele taget skovens naturlige kredsløb.

Certificeringen stiller også krav om, at driften af skoven skal have fokus på, at skoven består af en vis mængde hjemmehørende træ- og plantearter.

Mange tror, at ansvarlig skovdrift er en dårlig forretning. Men en del af PEFC-certificeringens krav til driften er, at den er økonomisk sund for sine ejere. Samtidig betyder en PEFC-certificering, at savværker betaler mere for det råtræ, den certificerede skov producerer. 

Hedeselskabet – med naturen som partner

Dalgas er en del af Hedeselskabet – grundlagt i 1866 og stadig i vækst. Hedeselskabet er en forening af mennesker, der arbejder for en bæredygtig fremtid. Og som har den nødvendige viden og erfaring til at gå forrest.

Hedeselskabet støtter

Arbejdet for en bæredygtig fremtid kræver ressourcer. Hedeselskabet tager del i udviklingen af naturen og miljøet, og vi tager ansvar. Derfor uddeler vi midler til relevante udviklingsprojekter og til medlemsdrevne projekter, ligesom vi uddeler legater. Til gavn for os alle – nu og i fremtiden.