Erfaringer fra tidligere Investor field trips til Baltikum

Fra birkeskoven nær Tartu i Estland bevæger gruppen sig nu over i en yngre bevoksning af rødgran. Det er den estiske Country Manager for Dalgas, Toomas Kams, der fører an. Han gør holdt ved en stor skovfyr. Den rødlige stamme strækker sig højt op og ender i den karakteristiske blågrønne krone. Rundt om står flere af dens artsfæller fra forrige trægeneration, som alle rækker højt op over granernes kronetag.

- Can you take out this pine, when you thin next time?, spørger den danske skovejer Johan Tesdorpf, som er en af de syv deltagere på turen.

- No, probably not. I will damage too much, svarer Toomas Kams. Han foreslår, at fyrretræet måske kan fældes sammen med rødgranerne, når de engang bliver modne til afdrift.

Det blandede skovbillede er meget typisk i Baltikum, hvor bevoksningerne langt de fleste steder huser mere end én træart. Det skyldes den naturlige tilgang til skovdyrkningen, hvor der særligt i Estland og resten af det nordlige Baltikum er gode betingelser for, at træerne kan så sig selv i skovbunden – også kaldet naturlig foryngelse.

- Dyrkningsforholdene er anderledes end i Danmark. For eksempel er der på grund af klimaforskellen ikke helt det samme ukrudtstryk herovre, så naturforyngelsen har lettere ved at slå an, forklarer Morten Thorøe, der slår fast, at det kan blive nødvendigt at plante, hvis naturen ikke klarer opgaven selv. - Men hvis du efter 10 år står med en naturforyngelse af birk, fyr og gran, så skulle man da være et skarn og fare ud at plante andre træarter for store summer, pointerer han.

Når man planter træer i Baltikum, er der ikke frit valg på alle hylder, da det ikke er tilladt at indføre ikke-hjemmehørende arter som grandis, sitka og douglas, som mange danske skovfogeder ynder at plante. De baltiske skovfogeder skal derimod basere dyrkningen på hjemmehørende træarter, som primært er rødgran, skovfyr, birk, asp og el.

- Det er et lidt mere tålmodigt skovbrug, kan man vel godt kalde det, svarer Morten Thorøe om forskellene mellem baltisk og dansk skovbrug.

Turen er nu gået ud ad skoven til næste stop på ruten. En sødlig duft breder sig fra den enorme, blå, containerlignende maskine. Det larmer så meget, at vi har fået ørepropper udleveret ved indgangen til den store hal, hvor en behagelig varme gør vores jakker overflødige. For enden af den blå maskine tager tre kvinder de papirstynde, hvidgule plader ud og lægger i bunker på hver sin palle. Som tre tårne af Rasmus Klumps pandekager.

Udenfor på pladsen ligger store stakke af fine, runde birkestammer, som det estiske finerværk Tarmeku forvandler til krydsfinerprodukter – hovedsageligt sengelameller til IKEA. Den blå skrællemaskine inde i hallen damper træet og skræller tynde lag af de hvide stammer. Herefter limes fineren sammen på kryds i syv lag, og til sidst skæres krydsfinerpladerne ud til de buede sengelameller.

Finerværket er turens andet besøg hos træindustrien i Baltikum. Dagen forinden viste Dalgas det svenske savværk Stora Enso frem i Letland, som skærer cirka 800 kubikmeter råtræ i døgnet, hvoraf 90 procent af træet kommer fra Letland. En stor del af træindustrien i Baltikum er i dag svenske, finske og tyske virksomheder, som har kunnet se værdien i de mange skovressourcer, som regionen indeholder.

De har været med til at udvikle industrien, så den baltiske skovsektor i dag har en sikker afsætning til moderne værker, der arbejder efter bæredygtige forskrifter: Barken bruges til at opvarme værket, savsmuldet genanvendes til træpiller, og den resterende træflis kan bruges i celluloseindustrien. Intet går til spilde. 

De tre kvinder ved den blå, dampende maskine er et billede på, at det i Baltikum er ganske normalt at have et job i skov- og træindustrien. Eksempelvis beskæftiger skovsektoren i Letland mere end seks gange flere end den danske, når man tager højde for befolkningstallet. 

Eksempelvis skal man i Letland have tilladelse, før man må fælde større træer, uanset om man fælder få eller mange. En del af formålet er at registrere, hvor træet kommer fra, og derfor er tilladelserne til tyndingsindgreb lette og hurtige at få.

- Reglerne er sådan set ikke svære at efterleve; man lærer at navigere i det. Det giver bare en anelse mere arbejde til mig, siger Martins Pupols med et skævt smil og understreger, at han ikke er ked af sit lands lovgivning, fordi den er med til at sikre en ordentlig drift af skovene.

Lovgivningen varierer mellem de tre baltiske lande. Litauen har den strengeste skovlov, mens Estland har en mere liberal lovgivning ifølge den lettiske skovfoged, der forklarer, at hans eget hjemland nok ligger et sted imellem de to yderpunkter. Fælles for alle tre lande er et obligatorisk krav om en driftsplan, som skal sikre en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer. Til sammenligning stiller den danske skovlov ingen krav om en driftsplan.

Dalgas har et stort fokus på bæredygtighed. Ved hjælp af skovmålinger og moderne teknologi holder de ansatte øje med, at de ikke fælder mere træ, end der vokser frem, så man sikrer, at der kommer mere træ i skovene. Morten Thorøe lægger også vægt på, at biodiversiteten tilgodeses i driften:

- Vi tager hensyn til både biologi og natur i området, og så er alle vores forvaltede skove i de tre baltiske lande certificeret efter enten FSC- eller PEFC-standarder for bæredygtigt skovbrug. Så vi gør rigtig meget for at sikre, at vi har en bæredygtig skovdrift på vores arealer her i Baltikum, konkluderer den danske Dalgas-direktør.

Den hvide bus nærmer sig lufthavnen i Riga. To dage med ekskursioner er ved at være forbi for de syv internationale skovgæster. Vi glider forbi store passager med rødstammede skovfyr; lige her er skoven ikke så blandet, som den er mange andre steder. Direktøren for Dalgas gør status efter et par døgn i Letland og Estland, som han synes har været en succes. Personligt har han nydt at være på tur i en international forsamling:

- Jeg synes, det er inspirerende at møde nogle, der kommer med en anden baggrund end vores egen. Vi er jo alt andet lige et lille og ensartet samfund i Danmark, hvor særligt skovsektoren ikke er ret stor. Så det er vildt spændende at møde den her gruppe af investorer, vi har med på turen, fordi de kommer fra fire forskellige europæiske lande og har meget forskellige baggrund i forhold til deres mål med at være her.

Han tror på, at Dalgas fortsat vil udvikle sig i en positiv retning, fordi der er så stort et potentiale i de baltiske skove – og fordi samfundet bevæger sig ind i en tid, hvor efterspørgslen på biobaserede produkter vil stige. Men direktøren ser også andre missioner for den danskbaserede virksomhed i Baltikum:

- Vi kan også bidrage i forhold til, at de baltiske lande også fremover får udviklet sig, så de får opbygget en endnu stærkere skovsektor. Og her i Baltikum er skovbruget bare enormt vigtigt. Det fylder jo meget mere her, end vi er vant til i Danmark.