Klimaskovfonden: Få støtte til skovrejsning – puljen åbner snart

Bliv klar, når Klimaskovfonden åbner op for ansøgninger til det attraktive tilskud til skovrejsning. I Dalgas har vi lang erfaring med at etablere skov – lige fra idé til færdigt projekt. Og vi håndterer gerne din ansøgning om støtte, så du slipper for papirarbejdet.

Udgivet den 29. april 2025

Henriette Juhl Thuesen

Tekstforfatter
E. hthu@dalgas.com
T. +45 28 78 03 38

Den 12. maj åbner Klimaskovfonden for endnu en ansøgningsrunde, hvor du kan søge støtte til at rejse din drømmeskov. Med 75 millioner kr. i puljen er der plads til både vild natur og produktionsskov. Fristen for at søge støtte er den 12. juni. Derfor anbefaler vi, at du allerede nu kontakter en af vores erfarne skovrejsningskonsulent for at gennemgå ønskerne til din skov – så du kan nå at få glæde af støtteordningen.

Hvem kan søge støtten?

Du kan søge støtte til skovrejsning, hvis du har mere end 5 hektarer til plantning af skoven. For kirker og kommuner er grænsen 2 hektarer.

  • Private lodsejere (min. 5 ha)
  • Private selskaber/virksomheder (min. 5 ha)
  • Kommuner (min. 2 ha)
  • Kirker, menighedsråd og præsteembeder (min. 2 ha)
  • Regioner (min. 2 ha)
  • Fonde (min. 5 ha)

Krav til dit skovrejsningsprojekt

Klimaskovfonden stiller en række forskellige krav til dit skovrejsningsprojekt, hvis du skal komme i betragtning til støtte. Bl.a. skal der plantes blandede skove med mange arter, der skal være ydre skovbryn og mindst 10 % af arealet skal have plads til biodiversitet – og så skal skoven pålægges fredskovspligt. Overholdes alle kravene, kan skoven certificeres efter FSC® eller PEFC.

Når skov gavner mere end klimaet: Få point for helhed og effekt

Støtten gives efter Klimaskovfondens auktionsprincip, hvor vi hos Dalgas hjælper med at vurdere hvad der kan lade sig gøre – både i forhold til tilskuddet og til selve skovrejsningen. Som en del af auktionsprincippet beregner vi sammen prisen på den CO2-reduktion, dit skovrejsningsprojekt vil medføre. Men du vil også få ekstra point for at indtænke drikkevandsbeskyttelse, kvælstofreduktion og biodiversitet.

Kontakt en af vores skovrejsningskonsulenter i dag, hør mere – og vær klar når puljen åbner!