Kundehistorie

Fin generalprøve på katastrofescenarie: Mobil stormflodssikring af Øresundsbroen er på plads

Dalgas er en del af projektet om stormflodssikringen af Øresundsbroens tunnel – og det er noget, der sætter faglighed og kompetencer i spil.

Artiklen er sidst opdateret: 27. november 2024

Denne del af projektet har bestået i etablering af et dige, hvor en del af diget er jordvolde, som ligger fast, samt en mobil del, der lægges over skinnerne, hvis en situation med ekstremt højvande opstår. Digerne skal sikre, at der ikke kan komme vand ned i Øresundstunnelen, som forbinder Danmark og Sverige.

Projektet er blandt de første af sin slags i Nordeuropa, og derfor skulle der opfindes mange løsninger til lejligheden.

"Det har været et enormt lærerigt projekt for os, da der ikke er etableret nogen lignende tidligere, og vi har været med til at tegne løsningen fra bunden. Desuden har hensynet til togtrafik og lufthavnen betydet en stor opgave med koordineringen - men i godt samarbejde med Øresundsbroen, Banedanmark, Sund & Bælt og Københavns Lufthavn samt de andre entreprenører og rådgivere kom vi rigtig godt i mål med det"

Erik Borup

Projektleder hos Dalgas

I Dalgas har vi arbejdet med en række forskellige aspekter af projektet, herunder afvanding, sikkerhed, klimatilpasning, planlægning, projektering og arbejdsmiljø.

Det er Øresundsbroens danske ejer, A/S Øresund, der ejer grunden, men projektet er finansieret og udviklet af Øresundsbro Konsortiet og gennemført i samarbejde med Dalgas, Aarsleff Rail A/S, Sweco og Stormflodssikring ApS.

"Projektet har været utroligt kompliceret og udfordrende. Først og fremmest på grund af jernbanesikkerheden, som er meget vigtig, men også på grund af de tekniske aspekter ved at sikre en tæt løsning omkring skinnerne"

Christian Tolstrup

Projektleder hos Øresundsbroen

Dalgas arbejder også med mange andre delprojekter på Stormflodssikring af Øresundsbroen, herunder etablering af flere kilometer højvandsdiger på Kastrup-halvøen og Peberholm.

Stormflodssikring af skinnerne er en del af et større projekt om at sikre Øresundsbroen imod 10.000-årshændelser og fordoble broen levetid til minimum 200 år.

En oversvømmelse af Øresundbroens tunnel vurderes til at ville medføre reparationsudgifter på cirka 4 milliarder kroner. Dertil kommer de bredere samfundsøkonomiske konsekvenser, som ville være endnu mere betydningsfulde, da broen forventes at være ude af drift i over et år. Af denne grund er det essentielt at opretholde et højt niveau af beskyttelse mod stormflod. I den forbindelse har Øresundsbro Konsortiet besluttet at investere 60 millioner kroner i forbedret stormflodssikring på Peberholm og Kastrup Halvø.

Hedeselskabet – med naturen som partner

Dalgas er en del af Hedeselskabet – grundlagt i 1866 og stadig i vækst. Hedeselskabet er en forening af mennesker, der arbejder for en bæredygtig fremtid. Og som har den nødvendige viden og erfaring til at gå forrest.

Hedeselskabet støtter

Arbejdet for en bæredygtig fremtid kræver ressourcer. Hedeselskabet tager del i udviklingen af naturen og miljøet, og vi tager ansvar. Derfor uddeler vi midler til relevante udviklingsprojekter og til medlemsdrevne projekter, ligesom vi uddeler legater. Til gavn for os alle – nu og i fremtiden.