Projekt

Fra produktionsskov til vild natur

Skovlysninger, dødt ved og genetablering af naturlig hydrologi. Det er nogle af de naturgenopretningstiltag, der er taget i brug i den tidligere produktionsskov Lerbjerg Skov med målet om at forbedre økosystemet. I samarbejde med Den Danske Naturfond hjælper Dalgas med at genoprette naturen i skoven på Midtsjælland.

Artiklen er sidst opdateret: 27. maj 2025
Kunde:
Den Danske Naturfond
Sted:
Lerbjerg Skov

Naturen vender tilbage i Lerbjerg Skov

I hjertet af Midtsjælland er Lerbjerg Skov i gang med en vild forvandling. Hvad der tidligere var en mørk og ensartet produktionsskov, er nu ved at blive et levende og varieret naturområde med hjemmehørende arter, vådområder og plads til insekter, fugle og den truede hasselmus.

De eksotiske nåletræer er fjernet fra skoven. Og så er der genskabt naturlig hydrologi som en essentiel del af projektet, der ledes af Den Danske Naturfond.

Ved at lukke grøfter og dræn har et stærkt team fra Dalgas været med til at hæve vandstanden og skabe nye vådområder, som tiltrækker insekter, smådyr og fugle. Og det har vist sig at skabe hurtig forandring i skoven, hvor ønsket også er at skabe sammenhæng med de omkringliggende skove, Bidstrup Skovene og Skjoldenæsholm Skovene.

Mere lys og liv i skovbunden

Med etableringen af flere lysninger har vi åbnet op for lyset. Lysningerne snor sig naturligt gennem skoven, så vi skaber variation i skovbunden. Derfor er der blevet plads til blomstrende urter og andre træarter og buske, som tiltrækker sjældne sommerfugle og skaber læ og ly for den truede hasselmus.

For at skabe endnu flere levesteder har vi arbejdet aktivt med dødt ved og veteranisering. I de danske skove mangler vi både stående og liggende dødt ved, som er levesteder for mange insekt- og dyrearter. Derfor skubber vi til processen ved fx at fælde rødeg, som ikke er en hjemmehørende art – og lader det ligge som dødt ved.

Men vi efterligner også nogle af de dynamikker, der sker i skoven, gennem veteranisering. Såkaldte trærelaterede mikrohabitater tager nemlig lang tid for naturen at udvikle selv. Derfor hjælper vi den lidt på vej – både med udgangspunkt i Dalgas’ faglige viden og praktiske erfaring.

Vi har bl.a. lavet huller i træerne, knækket grene, skrabet i barken og lavet sprækker. Men vi har også skåret rundt i kanten af udvalgte træer så de langsomt dør, lagt træer ned eller skubbet dem ned i andre træer.

"Man bør undgå at veteranisere træer, der allerede er veterantræer, fordi man risikerer at ødelægge de naturlige processer, som allerede er i gang. Træet må heller ikke være for ungt. Som et slag på tasken skal træerne helst være i aldersklassen 70-110 år. Det har nogle gange været en udfordring i Lerbjerg Skov at finde træer, som hverken er for unge eller for gamle til at blive veteraniseret. Vi laver levesteder ud fra konkret empiri, som der er belæg for, at nogle arter trives godt i.

Hjalte Karup Båstrup

SLING-studerende og studentermedhjælper på projektet

Hedeselskabet – med naturen som partner

Dalgas er en del af Hedeselskabet – grundlagt i 1866 og stadig i vækst. Hedeselskabet er en forening af mennesker, der arbejder for en bæredygtig fremtid. Og som har den nødvendige viden og erfaring til at gå forrest.

Hedeselskabet støtter

Arbejdet for en bæredygtig fremtid kræver ressourcer. Hedeselskabet tager del i udviklingen af naturen og miljøet, og vi tager ansvar. Derfor uddeler vi midler til relevante udviklingsprojekter og til medlemsdrevne projekter, ligesom vi uddeler legater. Til gavn for os alle – nu og i fremtiden.

No products in cart